Det er ikke The Daily Planet og heller ikke The Daily Bugle, men denne forestillingsavis har været den foretrukne rekvisit til tv og film i mere end 50 år.
Visse tv- og filmrekvisitter kommer med et indgroet sæt af bekymringer (ud over skuespillere, der stryger dem til minde). Telefonnumre, for eksempel, plejede at have præfikset “555” i filmene for at undgå utilsigtet at udlevere nogens rigtige nummer. Aviser præsenterer lignende komplikationer, især hvis en producent bare vil have en simpel rekvisit.
Gå ind i The Earl Hays Press, en avisrekvisitproducent, der startede for godt 100 år siden. Virksomheden skaber alle former for trykt materiale til film- og tv-produktion, herunder bøger og magasiner. Men dets aviser er den virkelige standout. Faktisk har mange karakterer på skærmen læst, hvad der svarer til nøjagtig det samme papir i de sidste fem årtier.
Rigtige aviser kan give problemer for tv og film
Aviser er beskyttet af IP- og copyright-lovgivningen, ligesom alle andre produkter. Hvis et tv-program eller en film vil bruge The New York Times for en bestemt scene skal de betale for rettighederne. Nogle gange er det nødvendigt, som når showet skal henvise til en bestemt historisk begivenhed. Andre gange kan et givet papir faktisk betale sig at være i en given produktion som en måde at løfte deres brand. Men i de fleste andre tilfælde kan brug af et rigtigt papir skabe et væld af licensproblemer bag kulisserne og kan ende med at koste produktionen en betydelig mængde penge.
Det betyder noget, fordi selve papiret normalt er tilfældigt. Det giver karaktererne en nem distraktion – f.eks. en forbitret forælder, der kigger op fra avisen på et rambulerende barn – og kan bruges til at skabe en bestemt stemning, såsom en karakter, der læser avisen over morgenkaffen. Hverken avisen selv eller dens overskrifter er særlig vigtige. Det skal bare være en avis.
Earl Hays Press har leveret det samme papir i 50 år
Ifølge dens hjemmeside, The Earl Hays Press sælger mere end 25.000 lagertrykte genstande som en måde at komme uden om licensproblemer. Det omfatter falske etiketter til fødevarer, kreditkort og kørekort, DVD-covers, falske pladealbum og endda tegneserier. Men deres avis er stadig den iøjnefaldende genstand: Købt i en stak til et symbolsk gebyr og brugt i utallige tv- og filmproduktioner, siden de først blev trykt i 1960’erne.
Rekvisitterne er meget overbevisende, i hvert fald med et afslappet blik. De inkluderer titler over banneret i en række forskellige skrifttyper og formater – adskiller f.eks. et avanceret finansielt papir fra et lokalt i fuld farve – og kan lave skræddersyede overskrifter til produktioner, der har brug for en plot-hook. Artiklerne i sig selv er fuldstændige skænderier, og ikke-brugerdefinerede overskrifter afspejler generiske emner som “Million Dollar Highway Repair Underway” og “New Government Tower Planned.” Aviserne inkluderer endda falske sektioner som Sport og Classifieds for at give en fuldt ud overbevisende rekvisit.
Resultaterne er en subtil tråd af fællestræk gennem fem årtiers tv- og filmproduktioner. The Earl Hays Press har optrådt i alt fra Det 70’er show til Intet Land for gamle Mænd til Tilbage til Fremtiden. Faktisk kan skuespilleren Ed O’Neill ses læse den samme avis i både Married… With Children og moderne familie. Skarpøjede seere kan endda få øje på de samme overskrifter og billeder, især hvis avisen er åben forbi forsiden. (De samme artikler er normalt arrangeret i samme konfiguration.) Det er en subtil, men umiskendelig basis for en af Hollywoods ældste udbydere af make-tro.
